ANATOMI – ”HJÆLPETØJLER”

ANATOMI – ”HJÆLPETØJLER”

Hestens hoved- og halsholdning må aldrig være tvungen, og det er faktisk slet ikke nødvendigt at trække i tøjlerne, for at få den til at gå “til biddet”. For næseryggen falder selv på plads lige foran lod, hvis ellers hesten får mulighed for at bruge sin overlinie korrekt.

“Hvis man rider hesten ved at trække næsen ind, og får for meget bøjning mellem 2. og 3. halshvirvel, så udvikler man aldrig musklerne på overlinien, som rent faktisk skal bære halsen.”

Professor Hilary M. Clayton, Michigan State University, USA til EPONA.tv
“Går en hest bag biddet, er det ofte rytterens skyld, på grund af for tidlig samling uden tilstrækkeligt sving eller for hård hånd til en følsom mund.”

Hjælpetøjler :
Der findes mange former for hjælpetøjler. Hjælpetøjler bør generelt kun benyttes af den rutinerede rytter. Er det nødvendigt at bruge hjælpetøjler i det daglige arbejde, er der enten noget galt med ridningen (rytterens kunnen eller indstilling) eller med hesten (dens sundhed, uddannelse eller temperament). Derfor bør man søge en løsning på sine problemer på en anden måde enten ved at søge hjælp hos en træner eller en dyrlæge.
I det følgende beskrives de mest almindelige hjælpetøjler.

Fast indspænding
Denne form for hjælpetøjler bruges mest til longering eller kortvarigt som hjælp til en urutineret rytter, der på denne måde kan koncentrere sig om opstilling og indvirkning.

Dobbelt indspændingstøjle
Også denne type hjælpetøjler bruges fortrinsvis til longering, men giver hesten større frihed til at placere hoved og hals end en fast indspænding.
For både dobbelt og fast indspændingstøjle gælder det, at de skal tilpasses, så hesten har mulighed for at holde næseryggen i eller foran det lodrette plan. Det er ikke hensigten at tvinge hesten i ”holdning”.

Martingale
Martingale er en hjælpetøjle, der giver rytteren mulighed for at kontrollere hesten, når den går højt med hovedet. Derfor skal martingalen pålægges, så den giver hesten frihed i almindelig holdning og først tager fat, når hesten løfter hovedet for højt – ”slår fra”.
En for kort martingale giver et forkert tryk på hestens lader. Derfor opnår rytteren ikke den korrekte og behagelige kontakt med hesten. Det fremmer tværtimod hestens anspændthed og udvikling af underhals.

Glidetøjle
Glidetøjle kan i nogle tilfælde bruges med succes af erfarne og dygtige ryttere til at kontrollere en problematisk hest. Generelt bør brug af glidetøjle undgås, da den i ukyndige hænder kan føre til, at hesten bøjer nakken i en forkert holdning, som ikke svarer til bagbenenes indundergriben. Altså dårlig dressur.
Ukritisk brug af glidetøjler kan give hesten spændinger og kan i værste fald føre til skader i dyrets nakke og nakkebånd. Det er ikke ualmindeligt at finde knoglenydannelser på nakkebåndets tilhæftning på kraniet som følge af forkert brug af glidetøjle.

Chambon
Chambonen fås i flere udgaver både elastisk og uelastisk. Disse giver hesten mulighed for at placere hovedet friere end de øvrige hjælpetøjler gør. Chambonen kan være en god hjælp til at korrigere eller genoptræne hesten. Den må ikke bruges som et dagligt hjælpemiddel i hestens grunduddannelse.

– Man håber på mirakler, siger Peter Amris, professionel rytter og instruktør.

Glidetøjler skal man holde sig fra – det er bare at reklamere med, at man er en dårlig rytter.

Man kan da have nogle korrigeringsheste, altså heste, der har fået nogle problemer gennem forkert ridning, hvor den for nogle åbenbart kan være et hjælpemiddel – ja, jeg har nu aldrig brugt den. Men det er jo et frygteligt instrument i de forkerte hænder. På ryttere, der ikke aner, hvad de gør.

Man ser det på nogle rideskoler, hvor selv helt små børn på deres ponies rider rundt med glidetøjler – dét er jo ikke noget, de finder på af sig selv.

Det er håbløst bare at trække hovedet ned på dyret, så man fuldstændig fratager det muligheden for at balancere.

Det er så fysiologisk ukorrekt, at det er ubeskriveligt.

At lære at ride er et stor arbejde. Men rytternes generelle baggrundsviden er alt for ringe. De aner ikke, hvad de gør ved hesten, når de sætter sig op og rider den. De ved ikke, hvorfor de gør de ting, de gør. De har set andre gøre det, og de spørger aldrig sig selv, hvorfor de gør det, og hvad de vil med det.

Man har snuset op, at man bare skal have hovedet ned på hesten – og så sker der nok nogle mirakler – og det er en forbandelse for hesten, slutter Peter.

– Der er ingen genveje, fastslår Anne Grethe Törnblad, dressurrytter, instruktør, verdensmester.

Jeg synes bestemt ikke, at det er godt med glidetøjler, siger Anne Grethe.

Jeg har ikke nogen egentlig fornemmelse af, hvor meget de bruges. men jeg vil da gerne slå fast, at jeg ikke bruger glidetøjle, jeg har aldrig brugt den – og jeg synes ikke om brugen af den.

Det er en unfair måde at forsøge at komme igennem med en hest på. Hesten kan jo ikke forsvare sig, når man krøller den sammen i en glidetøjle eller anden indspænding, og jeg kan heller ikke se, at man får noget resultat ud af det.

Jeg foretrækker at bruge lettere hjælpere, og fungerer de ikke, må man gennem sin egen krop bruge de lidt sværere, – og så tilbage til de lette hjælpere igen. Det er den måde, man kommer igennem med i dressuren – og det kan man ikke med en glidetøjle.

Man spærrer hesten inde; den kan ikke forsvare sig, og man kan ikke ride hesten ud til biddet igen til den rigtige fremadsøgning igennem en glidetøjle.

Den bruges, fordi rytterne ikke er dygtige nok, fordi de ikke tænker sig om, fordi de ikke har forstand på, hvordan man skal ride en hest igennem og få den til at svare, som man ønsker det, og fordi de på grund af manglende tid og forstand ønsker at benytte genveje.

Man skal blot være klar over, at der er ingen genveje.

Jeg er helt sikker på, at glidetøjlen kan lave skader på hesten, slutter Anne Grethe.

– En underlig bagvendt idé, siger Thomas Lindegaard, professionel dressurrytter og instruktør.

Den bruges en hel del, alt for meget – både på rideskoler og andre steder. Men jeg kan slet ikke få øje på idéen. At spænde hesten ind fortil og forvente, at den – som den skal – arbejder bagfra op ad bakke er en underlig bagvendt idé.

Man sætter sin hest på en fysisk umulig opgave.

Hvis jeg skulle nære ønske om at blive akrobat, fx lære at gå i spagat – hvad jeg ikke gør – ville jeg foretrække, at træningen foregik langsomt over mange måneder, og at jeg ikke med vold blev tvunget ned med et par hundrede kilo på skuldrene. I sidstnævnte tilfælde ville jeg nok komme ned, men sandsynligvis kun denne ene gang og ikke uden skader.

Når jeg ser – og mærker – hvilke problemer, forkert redne heste har, fx heste. der blot har været udsat for en skæv vægtfordeling af rytteren gennem et stykke tid, løber det mig koldt ned ad ryggen ved tanken om de skader, de kan påføres med den mange gange ekstra kraft, en glidetøjle medfører.

Jeg har aldrig brugt den selv – og den er bandlyst i vores ridehus.

Jeg foreslår, at man i stedet dygtiggøre sig inden for ridekunsten, men det kræver selvfølgelig arbejde – især af rytteren.

En nødsituation – afmagt, siger Birthe Viller Hansen, tidl. formand for DRF og int. dressurdommer.

Jeg er helt klart modstander af glidetøjlen.

Jeg ser det ret ofte – men hvis jeg spørger om, hvorfor rytterne bruger den, kan jeg ikke få et ordentlig svar.

Jeg tror, at de fleste af os er modstandere af den slags hjælpemidler – og jeg erindrer ikke, at jeg nogensinde selv har brugt dem.

Jeg vil da ikke sige, at man ikke kan bruge den i en absolut kortere periode, hvis man har en obsternasig hest – men ride med den generelt, det er helt paradoksalt: man smider jo bagpart og dermed bagbenene den forkerte vej. Al ridning skal jo helst komme bagfra og op til biddet, ikke?

Jeg synes, at brugen af den vidner om en nødsituation – afmagt – nej, jeg er bestemt ikke tilhænger af den.

– Nyere undersøgelser dokumenterer, at det giver skader, når hesten presses ind bag lodlinien, siger Dyrlæge Lennart Østblom, gl. Ry.

Al ridning går ud på at flytte på hestens belastningsområde, når der sidder en rytter på den.

Det, der først og fremmest belastes under ridning er som bekendt forparten, og således er formålet med ridningen at få bagparten til at fungere optimalt.

At låse hesten fast fortil og ikke bekymre sig om, hvad der kommer bagfra, betyder, at man ikke får opfyldt sin målsætning.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set noget sådant under min uddannelse i det svenske kavalleri på Strömsholm.

Tøjlen er jo ikke et redskab til at få hesten til at gå – det er altid en forholdende manøvre.

Det er det ene aspekt.

Det andet aspekt, som var nyt for mig, blev første gang præsenteret på en hestekongres i Tyskland, hvor en undersøgelse af kendt patolog (læge/dyrlæge, der undersøger sygdomme og deres årsager) viste, at det at bøje hestens nakke bag lodlinien, at tvinge den nedad/indad, har yderst skadelige konsekvenser.

Der bliver derved et øget træk ved nakkebåndets tilhæftning på basis af kraniet. (nakkebåndet: et tykt, elastisk bånd, der hos firfodede pattedyr, fx hesten, tjener til at bære hovedets vægt).

Dette træk ved tilhæftningen af nakkebåndet medfører nogle ret dramatiske ændringer i området.

Man finder nemlig både på røntgen og ved obduktion knoglenydannelser, som oftest dannet som resultat af produktive betændelsesprocesser.

Klinisk finder man smerter, stivhed og ømhed i nakken.

At man egentlig godt ved, at hestene har problemer i nakkeregionen, ses ved, at der netop her udføres en hel del kiropraktik, akpunktur og massage. Man ved, at disse tilstande kan være meget smertefulde – så hvem ved, måske går mange hestene rundt i en kronisk migræne-lignende tilstand.